Udstilling: I egne spor – billedvævede fortællinger på Greve Museum
Hvordan ser ens egen fortælling ud, når den væves i tråd og farver? Det spørgsmål udfolder sig i udstillingen I egne spor, hvor billedvævergruppen De frie islæt inviterer publikum ind i et mangfoldigt univers af store, vævede billedtæpper på Greve Museum.
I udstillingen præsenteres en række vævede værker, hvor hver vævning rummer sin egen fortælling.
Kunstnerne har arbejdet frit – både i motiv, teknik og materialevalg. Resultatet spænder fra det genkendelige og narrativt funderede til det poetiske, drømmende og abstrakte. Personlige spor, erfaringer og fantasier flettes sammen i de tekstile billedfortællinger.
De frie islæt består af 12 billedvævere, der arbejder målrettet med at udforske og udvikle det billedvævede udtryk. Gruppen udstillede i 2023 på Greve Museum med udstillingen I Hannah Ryggens fodspor, hvor værkerne var inspireret af den norske pioner inden for billedvævning, Hannah Ryggen.
