Borgere med kronisk sygdom skal lettere have adgang til behandling, børn og unge i psykisk mistrivsel skal hurtigere have hjælp, og ældre skal opleve mere sammenhængende forløb med færre genindlæggelser.
Sundhedsråd Østsjælland og Øerne har nu besluttet, hvordan netop deres andel af de kommunale investeringsmidler for 2027 på 41,2 mio. kr. skal fordeles mellem de ni kommuner og bruges til at styrke de kommunale sundhedsindsatser i området.
Jeg er glad for, at vi nu har en fælles retning for, hvordan vi skal bruge pengene fra sundhedsreformen til at styrke sundhedstilbuddene i kommunerne. I Sundhedsråd Østsjælland og Øerne har vi mange ældre over 80 år og mange borgere med kronisk sygdom. Samtidig har vi mange borgere, som har svært ved at finde rundt i sundhedsvæsenet og få den hjælp, de har brug for. Det skal vi blive bedre til at hjælpe dem med siger Torben K. Hollmann (S), formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne
Fire temaer sætter retningen
Sundhedsrådet har valgt fire områder, som kommunerne skal tage udgangspunkt i, når de skal aftale, hvordan pengene konkret skal bruges til kommende sundhedsindsatser. Det drejer sig om målgrupperne ældre med flere sygdomme, borgere med kroniske sygdomme, børn og unge i psykisk mistrivsel og voksne med psykisk sygdomme.
Derudover er der fokus på forebyggelse og samarbejde med civilsamfundet samt på, hvordan digitale løsninger og nye måder at arbejde på kan gøre sundhedstilbuddene bedre.
Det er vigtigt, at vi samarbejder på tværs af hele sundhedsrådets geografi om at styrke de kommunale sundhedsindsatser. Derfor er jeg også glad for, at vi på tværs af alle ni kommuner i Sundhedsråd Østsjælland og Øerne er lykkedes med ikke blot at fordele pengene efter, hvor mange mennesker der bor i hver kommune, men også efter hvor de lokale behov for sundhedshjælp er mest udpræget. Behovene er forskellige fra kommune til kommune, og det har vi taget højde for siger Ken Kristensen(V), borgmester i Køge Kommune
Pengene fordeles efter borgernes sundhedsbehov
I Sundhedsråd Østsjælland og Øerne er der afsat i alt 53,2 mio. kr. til kommunale sundhedsindsatser og kvalitetsstandarder i 2027. Af beløbet går 41,2 mio. kr. til indsatserne i de ni kommuner, mens 12 mio. kr. fra staten er øremærket til at indføre nationale kvalitetsstandarder for kommunal sygepleje og basal palliation.
De 41,2 mio. kr. fordeles sådan:
- 35,6 mio. kr. til lokale aftaler om kommunale sundhedsindsatser.
- 5,6 mio. kr. til at arbejde med anbefalinger i de nationale kvalitetsstandarder, som kommunerne kan tilpasse lokale behov.
De 41,2 mio. kr. fordeles mellem kommunerne efter såkaldt ’sygdomstyngde’. Det betyder, at der blandt andet tages højde for forekomsten af kronisk og psykisk syge borgere samt socioøkonomiske forhold i de enkelte kommuner i stedet for alene at fordele midlerne efter indbyggertal. De 12 mio. kr. til de nationale kvalitetsstandarder skal fordeles efter indbyggertal.
Pengene kommer fra de kommunale investeringsmidler, som er et statsligt tilskud til kommunale sundhedsindsatser under sundhedsreformen. De konkrete lokale indsatser i de enkelte ni kommuner vil nu blive aftalt i kommunerne og forelagt for sundhedsrådet til orientering. Sundhedsrådet vil følge op på arbejdet med at realisere indsatserne.
FAKTA: Fire temaer for kommunernes sundhedsindsatser
- Ældre medicinske patienter:
- Borgere med kroniske sygdomme
- Børn og unge med psykisk mistrivsel:
- Voksne med psykisk sygdom
FAKTA: Sådan fordeles de kommunale investeringsmidler
Faxe: 3,5 mio. kr. Greve: 4,0 mio. kr. Guldborgsund: 7,3 mio. kr. Køge: 5,1 mio. kr. Lolland: 5,6 mio. kr. Roskilde: 6,6 mio. kr. Solrød: 1,6 mio. kr. Stevns: 2,1 mio. kr. Vordingborg: 5,4 mio. kr. Østsjælland og øerne i alt: 41,2 mio. kr.
