20. juli 2026

|

Pressemeddelelse

Salget af campingvogne stiger: Gratis vægt ved Greve bruges hver dag

Flere danskere investerer i ny campingvogn, og sådan én har en bestemt grænse for maksimal vægt. Hos Materialepladsen, der for nylig åbnede i Greve, bliver vægten brugt til at veje campingvognen og undgå bøder hver dag.

Salget af campingvogne stiger: Gratis vægt ved Greve bruges hver dag
Af: Materialepladsen | Foto: Materialepladsen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

De første tre måneder af 2026 er antallet af nyregistreringer af campingvogne steget 23 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Som ny campingvognsejer skal man dog være opmærksom på at holde vægten på vognen nede, da det kan give bøde, hvis vognen er for tung. 

Hos Materialepladsen Greve stiller man vægte til rådighed til at veje campingvognen eller autocamperen gratis, og det er der nogen, der benytter sig af hver eneste dag. 

Hver dag kommer der nogen og vejer campingvogn og autocamper. Det er en service, vi tilbyder gratis, fordi vi har kapaciteten. Vægtene står der jo alligevel, og det tager ikke mange minutter at veje en campingvogn, siger Allan Johansen, der er direktør hos Materialepladsen, som desuden stiller vægten til rådighed for veteranbiler, hestetrailere, eller hvad man nu måtte have behov for at veje. 

Sådan vejer du campingvognen

Til daglig vejer vægten på Materialepladsen primært granit, sten, grus, sand, flis og lignende materialer, og det kan gøres døgnet rundt. Campister kan også veje vognen hele døgnet. Det gøres ved at veje to gange – først med hele vogntoget og bagefter bilen for sig selv. 

Vores vægt er ret præcis og vejer op til 15 tons med en margin på plus/minus 5 kg. Man skal blot følge anvisningerne på skærmen, hvorefter der printes et vejebilag med vægten på henholdsvis vogntog, personbil og campingvogn, forklarer Allan Johansen.  

Overvægt kan blive dyrt

Det kan være lidt af et regnestykke at finde ud af, hvor tung den enkelte campingvogn egentlig må være. Men er der overvægt på campingvognen er bøden minimum på 1000 kroner, der udregnes procentmæssigt i forhold til overvægten. Er overlæsset på mere end 30 procent, kan man blive frakendt kørekortet. 

Med et almindeligt kategori B-kørekort har man ret til at køre en bil med en totalvægt på højst 3500 kg. Kører man med campingvogn, er det vigtigt at kende bilens såkaldte vogntogsvægt – altså vægten af både bil, påhængskøretøj, passagerer og bagage samlet. Bilens vogntogsvægt findes på typepladen, der typisk er i motorrum eller i dørfals og ofte også i registreringsattesten. 

Om _Materialepladsen 

Materialepladsen er en døgnåben plads, der sælger hus- og havematerialer til private og erhverv, beliggende i Helsinge, Roskilde, Ringsted, Næstved, Vordingborg og Greve. Materialepladsen A/S har eksisteret siden 2014 og leverer i dag materialer på dag-til-dag basis til hele Sjælland samt omkringliggende brofaste øer med undtagelse af Fyn. Læs mere på _Materialepladsen.dk

Nøgleord
Shopping
Event Information